Annonce

Annonce

Billede af gris fra Ja Films animationsfilm

Ja Film i Aarhus er i disse dage ved at slå de sidste streger på et par korte animationsfilm, som skal formidle værdierne bag det glade griseliv. Foto: Ja Film

Kampagne: Økologisk grisekød er et hak bedre

Økologisk Landsforening og Friland lancerer hver sin digitale kampagne, som skal give flere lyst til at sætte tænderne i kød fra økologiske grise.

Foråret er kommet til landet. De økologiske køer er kommet på græs og grillsæsonen står for døren. Det er dermed også højsæson for kampagner for grillegnet kød af god kvalitet.

Friland A/S , der er et datterselskab til Danish Crown, kører i øjeblikket en digital kampagne, som benytter de økologiske landmænd som ambassadører for kød, der er produceret med høj dyrevelfærd.

I slutningen af maj følger Økologisk Landsforening op med en kampagne, som kommunikerer nogle af   værdierne bag produktionen af økologisk grisekød.

Men selv om foreningens kampagne har et erklæret mål om at få forbrugerne til at spise mere økologisk grisekød, er hovedbudskabet ikke, at de skal købe mere kød. Derimod handler det om, at vi skal vælge kød af højere kvalitet, når vi spiser kød, lyder det fra foreningens base i Agro Food Park i Aarhus.

"Det, mener vi, at man kan gøre ved at spise mere økologisk grisekød," siger kampagneleder Mads Thygesen fra Økologisk Landsforening.

Vi er nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden. Vi kommer ikke alle til at leve af broccoli og selleri, og i de kommende år skal der også være plads til økologisk grisekød på tallerkenen.

— Mads Thygesen, kampagneleder Økologisk Landsforening

Han forklarer, at den kommende kampagne vil tale til både hjerne, hjerte og maven. Forbrugerne vil møde animationsfilm på sociale medier, der viser et glimt af det glade økologiske griseliv og viser videre til lækre opskrifter på grisekød.

Klimaforvirring om kød

Mads Thygesen beskriver det som et paradoks, at folk tit vælger grisekød, når de spiser ude, men ofte fravælger det økologiske grisekød, når de står foran køledisken i supermarkedet.

"Jeg tror, at især mange unge fravælger grisekødet, fordi de ikke ved, hvordan de skal tilberede kødet," siger han.

For at bryde det mønster, er der behov for inspiration til, hvordan kødet stadig kan indgå i maden i en tid med stort klimafokus, hvor det grønne bliver fremhævet som det optimale valg.

"Kigger vi isoleret på CO2-udslippet fra hakket kød, er griskødet mere klimavenligt end oksekød og også lidt bedre end fjerkræ, og det tror jeg ikke, at alle forbrugerne er klar over,” siger Mads Thygesen, og minder om, at der stadig er mange, som ikke er klar til at leve af en ren plantebaseret kost.

Han mener derfor heller ikke, at kødkampagnen clasher med foreningens budskaber om, at danskerne skal spise mere grønt, da der fortsat er brug for både animalske og plantebasered proteiner i kosten:

"Vi er nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden. Vi kommer ikke alle til at leve af broccoli og selleri, og i de kommende år skal der også være plads til økologisk grisekød på tallerkenen," siger Mads Thygesen, som forventer, at forbrugernes fokus på mindre men bedre kød vil komme økologien til gode.

Fokus på dyrevelfærd

En undersøgelse foretaget af Økologisk Landsforening og Rybner Analyse fra 2020 viser, at danskerne tydeligt kobler økologi med fødevarer, der er fri for rester af sprøjtemidler, men knap så tydeligt kobler økologi med dyrevelfærd.

Denne kobling er afgørende for forbrugernes forståelse for den merværdi, der ligger i det økologiske grisekød, og dermed også deres betalingsvillighed i forhold til de mange mærkningsordninger og grisekoncepter, som bejler om forbrugernes opmærksomhed ude i køledisken.

"De økologiske grise har mere plads, de fødes ude og har altid adgang til udearealer," siger Mads Thygesen om nogle af de dyrevelfærdsmæssige fordele, som kampagne-filmene skal være med til at formidle.

Inspirerende opskrifter

Han peger samtidig på, at grisekød  har en relativt lav fedtprocent og kan anvendes i mange forskellige retter, som sagtens kan kombineres med ønsket om en grønnere kost.

Friland A/S hyrede sidste år kokken Mikkel Marshall til at lave en opskriftserie, hvor årstidens grøntsager spiller førsteviolin, og også Økologisk Landsforenings kampagne er på vej med inspiration til de private husholdninger.

Folk vil møde landmanden, så det er vigtigt at præsentere landmændene bag produktionen og vise, hvordan dyrene lever.

— Maria Bast, marketingchef hos Friland

Foreningen har i den forbindelse hyret TV-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe til at give sit bud på 10 nemme hverdagsretter med økologisk grisekød.

"Anne er fortaler for økologi og har et balanceret syn på kostens sammensætning. Hun skal udvikle opskrifter på traditionelle retter med få ingredienser og meget grønt, som det max tager 30 minutter at lave,” siger Mads Thygesen.

Under pres fra flere sider

Erfaringerne fra Friland viser, at kampagner, som fortæller om værdierne bag det økologiske kød, er vigtige for at fastholde og øge salget, og ifølge Maria Bast, marketingchef hos Friland, er kampagnerne ikke mindst vigtige i øjeblikket, hvor kødet bliver udfordret på flere fronter.

Dels dikterer klimadagsordenen og de nye kostråd færre animalske proteiner i kosten, dels bliver kødpriserne i øjeblikket presset i vejret, da økologerne er nødt til at få dækket de hastigt voksende udgifter til foder og energi m.m., som følger i kølvandet på krigen i Ukraine.

"I den forbindelse er det vigtigt at fortælle forbrugerne om de økologiske værdier og at kødet ernæringsmæssigt stadig spiller en vigtig rolle som proteinkilde og i forhold til vitaminer i maden," siger Maria Bast

Folk vil møde landmanden

Da Friland lagde budgetter for 2022, kunne ingen forudse, at verden kiggede ind i en truende fødevarekrise, som allerede har fået en del forbrugere til at intensivere tilbudsjagten, når de køber ind.

Så selvom vækst ligger højt på Frilands agenda, så kigger Friland i øjeblikket ind i et marked, hvor det ifølge Maria Bast først og fremmest handler om at holde fast i de nuværende økologiske forbrugere.

"Markedet i Danmark er lige nu fladt, og vi har netop selv iværksat en ny digital økologi-kampagne, hvor vi gennem fire uger promoverer vores økologiske leverandører. Folk vil møde landmanden, så det er vigtigt at præsentere landmændene bag produktionen og vise, hvordan dyrene lever," siger Maria Bast.

Hun er ikke i tvivl om, at netop de økologiske landmænd ofte er de mest troværdige formidlere af budskaberne om, hvorfor det giver god mening at betale lidt ekstra for økologisk kød.            

Flere artikler fra samme sektion

Ole Roed og Fårup Sommerland modtager Økoprisen 2024

Når Fårup Sommerland tager hul på sæsonen i næste måned, har samtlige restauranter, madboder og kiosker i det nordjyske sommerland mindst Det Økologiske Spisemærke i bronze. Den bedrift belønner Økologisk Landsforening med Øko-prisen.

19-03-2024 9 minutter Øko-prisen,   Det Økologiske Spisemærke

Dansk hotelkæde er med i den første bølge af økologiske spisemærker i Tyskland

Der var fint besøg hos Guldsmeden Hotels i Berlin, som tirsdag som det første hotel fik overrakt Tysklands nye økologiske spisemærke i guld, som tyskerne har indført efter dansk forbillede for at sætte skub i omlægningen til økologi.

14-03-2024 5 minutter Det Økologiske Spisemærke,   Udland,   Eksport

DM for kokke og tjenere prioriterer økologi

Der er masser af økologi i gryderne, når Foodexpo i næste uge lægger lokaler til fagkonkurrencerne Årets Kok og Årets Tjener, som i år får tildelt det lejlighedsvise Økologiske Spisemærke i sølv.

13-03-2024 3 minutter Events,   Foodservice